Kinesisk e-handel banker på døren: “Det skal vi tage dødalvorligt”
“Shop like a billionaire”.
Sådan lyder sloganet hos den kinesiske e-handelsvirksomhed Temu, som tilbyder en digital platform og den bagvedliggende logistik til at forbinde kinesiske producenter direkte med de europæiske forbrugere.
Netop det set-up gør virksomheden i stand til at tilbyde både vare og levering til helt ufatteligt lave priser. Temu springer nemlig flere led i forsyningskæden over og begrænser udgifterne til transport og opbevaring. Samtidig kan Temu drive prisen på forsendelser fra Kina ned, fordi de har mulighed for at sende store partier afsted ad gangen.
Fra den ene dag til den anden er der væltet en kæmpe kinesisk djævel ind på det danske marked Daniel Diness Andersen, administrerende direktør hos Temashop
Og danskerne er tilsyneladende vilde med de billige varer. De seneste to år er Temu stormet frem, og selvom virksomheden kun har været lanceret i Europa i omkring et år, havde 14 pct. af alle danskere handlet hos platformen i 2023. Det viser Dansk Erhvervs seneste e-handelsanalyse.
Til sammenligning lå tallet på 23 pct. for den amerikanske E-handelsgigant, Amazon, der har været tilgængelig i Danmark i mange år.
- Fra den ene dag til den anden er der væltet en kæmpe kinesisk djævel ind på det danske marked, der forsøger at udkonkurrere alt og alle, lød reaktionen på Temu i et opslag på LinkedIn. fra Daniel Diness Andersen, som er administrerende direktør hos Temashop.
Om Temu
Temu er stiftet af den kinesiske forretningsmand Colin Huang,
Virksomheden etablerede sig for første gang uden for Kina i 2022, hvor Temu blev lanceret i USA. I dag befinder virksomheden sig i over 40 lande.
Konceptet fungerer sådan, at de kinesiske producenter levere produkterne til et lager i Kina. Herfra står Temu for at sælge produkterne og flytte dem til Europa og USA med enten skibe eller flyfragt, ligesom virksomheden også står for at få produktet frem til forbrugerne.
Temu er ejet af den kinesiske koncern PDD Holdings, som er børsnoteret i USA og virksomhedens hovedkontor ligger i Boston.
Det nye Amazon?
Med Temus indtog i Danmark har store internationale platforme som Amazon fået en kinesisk konkurrent.
Alligevel mener den danske Amazon-ekspert Jeppe Hamming ikke, at den kinesiske platform for alvor er en trussel mod Amazon.
Amazon har i nogle år bevæget sig opad i fødekæden, og forsøgt at komme af med lavpris-produkterne, for at prioritere de store brands Jeppe Hamming, digital direktør hos reklame- og mediebureauet Nørgård Mikkelsen
Som digital direktør hos reklame- og mediebureauet Nørgård Mikkelsen hjælper han danske producenter med at få deres produkter afsat gennem Amazon, og han oplever ikke, at Temu har påvirket salget hos den amerikanske gigant.
Mens Amazon i stigende grad sælger produkter af kendte og relativt dyre kvalitets-brands, er produkterne hos Temu nemlig ofte off-brand.
- Amazon har i nogle år bevæget sig opad i fødekæden, og forsøgt at komme af med lavpris-produkterne, for at prioritere de store brands, siger han til SCMNews og fortsætter:
- Det gør også, at konkurrencen fra Temu ikke rammer dem så hårdt. Det gælder også for de virksomheder, der sælger deres produkt gennem Amazon, for det er typisk europæiske producenter, der sælger produkter af en vis kvalitet.
Mens Amazon ikke bliver berørt synderligt, påpeger Jeppe Hamming dog at mindre webshops kan blive påvirket af de enorme summer, som Temu bruger på markedsføring. Det er nemlig med til at drive prisen for google-annoncering op.
Ikke den eneste
Temu er langt fra den eneste kinesiske handelsplatform, der forsøger at slå igennem hos de danske forbrugere.
Både Wish og Aliexpress har erobret en mindre bid af markedet. Omkring 10 pct. af forbrugerne har ifølge Dansk Ervhervs e-handelsanalyse handlet på hver af de to platforme i 2023. Og mens andelen, der har handlet hos Wish er faldende, vokser Aliexpress sig støt og roligt større i Danmark.
Og så er der Shein. Ligesom Temu forbinder Shein forbrugerne med kinesiske producenter, men virksomheden fokuserer udelukkende på beklædning.
Den forretningsmodel har vist sig at være et hit hos danskerne.
I hvert fald viser e-handelsanalysen, at 22 pct. af danske forbrugere har handlet hos Shein i 2023. Det er fordobling i forhold til året forinden. Dermed æder Shein sig langsomt ind på konkurrenten Zalando, der ellers er den helt store darling, når danskerne handler tøj på nettet.
En del af forklaringen på Sheins succes er sandsynligvis, at logistikken bag platformen er et tak mere udviklet end hos de øvrige platforme. Mens Temu fragter tøjet direkte fra Kina, har Shein lagre i Europa. Dermed er leveringstiden hos Sheins markant lavere.
Europæisk modstand
Trods deres umiddelbare succes hos forbrugerne, er de kinesiske platforme også blevet mødt med en vis modstand. Flere af platformene er eksempelvis blevet beskyldt for at sælge produkter, der ikke lever op til EU´s lovgivning om forbrugersikkerhed.
Ifølge DR fandt den italienske forbrugerombudsmand eksempelvis flere produkter, der ikke levede op til EU's krav om produktsikkerhed.
I samme artikel beskrev DR, hvordan der ifølge Forbrugerrådet Tænk kunne være en risiko for, at man købte produkter, der var produceret gennem tvangsarbejde når man købte varer direkte fra producenten gennem Temu.
Temu har efterfølgende fjernet produkterne, og fastslog over for DR, at de arbejder hårdt på at forfine deres overvågnings- og kontrolsystemer. Samtidig afviste virksomheden bekymringen om tvangsarbejde.
- Temus nuværende standarder og praksis adskiller sig ikke fra de store e-handelsplatforme, såsom Amazon og eBay. Påstandene herom er derfor fuldstændig ubegrundede, skrev virksomheden til DR.
Samtidig er der også en vis modstand blandt europæiske politikere. I Frankrig arbejder man eksempelvis på at indføre en miljøafgift på billige importvarer - et lovforslag der af mange bliver set som rettet direkte mod Temu og Shein.
“En massiv trussel”
Selvom Temu og de andre kinesiske platforme altså ikke er landet helt gnidningsfrit på det europæiske marked, kan de på sigt meget vel blive en afgørende magtfaktor inden for e-handel.
Det vurderer Jeppe Hamming i hvert fald.
Hvis de kinesiske platforme får styr på logistik, infrastruktur, lovgivning, kundeservice og ikke mindst markedsføring og branding af deres produkter, så kan de lave en kæmpe forretning i Europa Jeppe Hamming, digital direktør hos reklame- og mediebureauet Nørgård Mikkelsen
Han minder om, at mange af de kinesiske producenter, der sælger gennem platformene, allerede i dag producerer for store internationale brands. Dermed er der altså ingen tvivl om, at de er i stand til at producere produkter, der fuldt ud lever op til kvalitetskravene hos de europæiske myndigheder og til forbrugernes efterspørgsel.
- Hvis de kinesiske platforme får styr på logistik, infrastruktur, lovgivning, kundeservice og ikke mindst markedsføring og branding af deres produkter, så kan de lave en kæmpe forretning i Europa. Det er Shein godt på vej til, og hvis Temu i de kommende år bevæger sig i samme retning, kan de blive en massiv trussel for de europæiske platforme og brands. Det skal vi tage død alvorligt allerede nu, siger Jeppe Hamming.